Hyldest til impro!

...men min mor vidste ikke, hvad det er. Jeg håber, det siden er lykkedes mig at forklare det til hende, men da hun første gang hørte ordene "teater-sport", blev hun rigtig glad, fordi hendes søn endelig var begyndt at dyrke noget sport. Og fair nok - der indgår da også en masse fysisk aktivitet i teatersport, det er en holdaktivitet, og man kan komme til DM i det, hvis man er rigtig dygtig og træner nok.

Hun vidste som sagt ikke, hvad det var, men... vidste jeg det? -"Tjo, det handler om, at en gruppe mennesker, der har øvet sig, stiller sig op på en scene uden manuskript og spiller scener, som er styret af input af publikum." Jeg syntes selv, at det var ret punktligt beskrevet, og - tro det muligt eller ej grundet min ringe højde - min positur voksede lige en halv centimeter af stolthed. -"Hvorfor?" spurgte hun så nysgerrigt. "...altså hvorfor stiller I jer op på en scene uden manuskript og gør alle de ting der?" -"Øh", svarede jeg undvigende, "det er lidt ligesom med det der Hatten Rundt", hvorefter jeg hastigt forlod min mors køkken for at spille klaver, læse en bog, eller hvad nu end er, små asiater laver.

Hvorfor vi laver impro? Hvorfor? Jeg har sidenhen fundet et svar - et ganske godt et, synes jeg, men faktisk er spørgsmålet også rigtigt godt. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor min mor spørger, for det vi laver, er noget helt unikt. Det er så unikt, at antallet af aktive teatersportsgrupper i hele Jylland - i hvert fald så vidt jeg ved - kan tælles på én hånd, og antallet af grupper i hele landet kan tælles på to. (Til sammenligning er der alene i Århus over 50 forskellige korgrupper.) Teatersport er så unikt at det tog os i Dramasjang næsten to år at finde hinanden og danne en egentlig gruppe. Og ja, det er så unikt, at man nogle gange bliver stillet spørgsmålet: Hvorfor?

Nogle folk, jeg har mødt, stiller deres "hvorfor" som skeptiske, mulige tilskuere. "hvorfor er det overhovedet interessant at se, at folk står og finder på ting på stedet?" Jeg synes, det bedste svar er: Fordi vi sådan rigtigt kan. Det er da også lidt af et talent, ikke? Nogle folk kan junglere med brændende fakler, trylle tigere væk, udøve sport på højt plan, recitere Shakespeare som det mest naturlige i verden eller synge, så det går lige ind i sjælen. Det, vi kan, er at fortælle interessante, underholdende og sammenhængende historier på scenen med hjælp fra publikum og uden på forhånd at aftale noget med hinanden. Det er især samspillet, som gør det værd at se på, for kunsten er, at det naturligvis ikke kun er én person, der improviserer - det handler om flere mennesker på en gang, hvis ideer og indfald væver sig ind og ud mellem hinanden og danner den fortælling, som vi er fælles med publikum om at opføre.

Og heri ligger i hvert fald noget af det svar, som jeg skulle have givet min mor - vi laver impro fordi det føles "Stort" - med stort S og helst med et af de der gammeldags kæmpe bogstaver, man ser i begyndelsen af hvert nyt kapitel i gamle bøger. Det er lidt samme følelse, som når et band afholder jam-session, og man med ét kan mærke, at hver enkelt persons medvirken går op i en højere enhed. Det er spontan, fælles kreativitet.

"Fælles kreativitet" er en lidt speciel sammensætning af ord, fordi kreativiteten for det meste er ens helt egen. Hvad enten man skriver, komponerer, tegner, designer, former, bygger eller laver mad, så er man langt hen af vejen alene - eller i hvert fald enige - om den kreative retning - og det er først senere, at andre involveres i det. Ikke et ondt ord om det. Sådan fungerer det som regel bedst, for det dur selvfølgelig ikke, at der - midt i at man er ved at lave suppe - kommer et eller andet forstyrret individ hen til en og siger, "lad os komme noget husblas i og prøve at lave det til budding".

Det dur til gengæld i teatersport og andre former for improvisation, for det er vores højeste pligt at sige ja til ideerne. Suppen er måske ødelagt, men det er scenen langt fra. Det er sikkert ikke den retning, man originalt havde forestillet sig, at historien skulle gå, men det er Det Vi Kan - ny retning, tænk hurtigt! Det er som sagt meget få former for kreativ udfoldelse ud over improvisation, som bliver til på denne fælles måde, men det er også denne udfordring, som er med til at gøre det så spændende.

Sidst, men ikke mindst, er der noget socialt i det. Ikke kun i den førnævnte fælles kreativitet, men også bare det at øve overfor hinanden og lave noget, som mange andre måske ville synes er en smule grænseoverskridende. Bare det at optræde kan få nogle folk til at krumme tæer. Og her optræder man endda uden idé, uden sikkerhedsnet og ofte helt overlagt til hinandens skøre indfald. Det kræver åbenhed, tillid og kendskab til hinandens stærke og svage sider.

Nu lyder det måske, som om jeg prøver at gøre teatersport til noget elitært, men det er det bestemt ikke: Alle kan være med! Som med alt andet er det sådan, at jo mere man laver af det, desto bedre bliver man. Det handler om at kunne sige ja og om at bruge fantasien - ikke kun ens egen, men også andres. Det handler om at lege, om at finde på kreative ting, tage udfordringen op og om have det sjovt sammen.

Hvorfor går vi til impro? Der er svaret! - i hvert fald for mit vedkommende.

Faktisk så... næste gang, nogen spørger mig om hvorfor, vil jeg sige lige præcis alt det her. Nå ja, det er måske lidt langt sådan lige at fyre af, men så kan jeg trods alt tage at henvise til denne her blog.

Det kunne jeg jo ikke før.