Back to Basement

Kan I huske det ugentlige impro-show "Så hatten passer", som blev sendt på DR for snart tyve år siden? Hvis ikke, kan man muligvis huske de to efterfølgere "Hatten Rundt" fra 1997 og "Hatten i Skyggen" fra 2002, som begge tematisk mindede om det originale program og havde samme rolleliste.

Alligevel er de originale programmer fra 91/92 noget helt særligt: De gjorde nemlig impro-teater alment kendt på landsplan i Danmark, ganske som programmet "Whose Line is it Anyway" havde gjort teatersport hvermandseje i England i slutningen af 80erne, og fortsættelsen "Whose Line is it Anyway US" skulle vise sig at gøre formen populær i USA i starten af det nye årtusinde.

Med det i mente så tænk over, hvor imponerende det er, at teatersportsgruppen Blot til Lyst startede i 1990 - omkring halvandet år før de første landsdækkende udsendelser! Ja, i det hele taget før størstedelen af os andre rigtigt vidste, hvad det overhovedet gik ud på, det der mystiske noget med improvisation. Og hvad endnu mere imponerende er: de er i gang endnu.

Ja, ok, det er det originale hold fra "Så Hatten Passer" egentlig også - i forbindelse med årstallene her i bloggen var jeg ved at læse op om dem på nettet. Der fandt jeg ud af, at man kan hyre alle seks personer fra det gamle hold til at komme ud og optræde i halvanden time... for 60.000! Til sammenligning kostede Blot Til Lysts seneste show "Back to Basement" minus ti kroner (læg en tier og få tyve tilbage), og det var... "alle pengene værd" er vel egentlig ikke det mest rammende udtryk, omstændighederne taget i betragtning. Men det var rigtigt godt!

Man kunne sikkert skrive en masse om de teknikker, som Blot til Lyst bruger i deres optræden, og der er ingen tvivl om, at de kan deres kram, og at de er fantastisk dygtige. Men der var især én ting, jeg var ret vild med, nemlig deres struktur.

Konceptet for deres show var "absolut intet planlagt på forhånd, heller ikke de forskellige discipliner." Alligevel virkede det struktureret og målrettet, og jeg har tænkt en del over, hvordan det kan være. Jeg tror, at dette er grunden: I stedet for fri association og overlappende scener - som dåser med forskelligfarvet maling kastet ud over et lærred - blev den ene disciplin her afløst af den anden, scene efter scene, i en pæn perlerække. Disciplinerne måtte altså pænt vente på hinanden, hvilket gav en god afgrænsning for os som publikum, alt imens energien blev holdt oppe, fordi scenerne kom så hurtigt efter hinanden. Det svarer for os i Dramasjang til, at vi - i stedet for at vente på nogen der siger, at "nu skal vi lave det her" - bare spontant går i gang med en ny leg.

Ikke at det nødvendigvis er vejen frem for os Dramasjang-folk, men jeg tror helt sikkert på, at vi også ville være i stand til det. Måske skal der, som del af vores mission om at blive spillet godt sammen, ikke bare fokuseres på hvordan vi spiller scenerne (følelser, status, dialog, definering af person, sted og formål), hvorfor vi spiller scenerne (handling, konflikt, forløsning, struktur) - men også hvornår.

Ja ja, "hvornår" er jo hver tirsdag hos Joachim og Mie :) Jeg bør nok forklare min inddeling bedre: "Hvordan" er de redskaber, vi har at gøre godt med, altså byggestenene. "Hvorfor" er det, som bliver skabt i scenen, altså det, som udgør scenens berettigelse. Og "hvornår", ja, "hvornår" er den sværeste, i hvert fald for mig. Det omhandler timing; hvornår scenerne skal afsluttes, hvornår man skal hoppe ind, hvornår man skal genintroducere, osv. Vi er så småt ved at fokusere på det allerede, og jeg tror, at det bliver næste naturlige skridt for at få os spillet endnu mere sammen.

"Hvornår" omhandler også, hvornår man skal bruge sine redskaber. Jeg ved f.eks. med mig selv, at jeg ofte kommer til kun at fokusere på, hvad der nu lige er aftenens tema. Hvis det f.eks. handler om følelser en bestemt aften, kan jeg sagtens komme til at glemme, at jeg også skal bruge det, jeg lærte om konflikt ugen før eller om status for syv gange siden.

Misforstå mig ikke. Jeg er rigtig glad for den måde, vi øver på. Vi skiftes til at stå for tingene og smager på forskellige discipliner og fokuspunkter hen af vejen. Det gør gruppen til Vores Allesammens Gruppe, og det er en dejlig fornemmelse. Det, jeg mener, er, at hver øvegang er som en ballon - men nogle gange glemmer jeg, at jeg i stedet for at gå rundt med én ballon kan gå rundt med en hel vifte. Det er sådan noget, som fokus på "hvornår" kan hjælpe med.

Og med det sagt kommer jeg endnu engang til at tænke på Blot til Lyst. Hvorfor er de så gode?

Fordi de har samlet alle ballonerne.