Back to Basement

Kan I huske det ugentlige impro-show "Så hatten passer", som blev sendt på DR for snart tyve år siden? Hvis ikke, kan man muligvis huske de to efterfølgere "Hatten Rundt" fra 1997 og "Hatten i Skyggen" fra 2002, som begge tematisk mindede om det originale program og havde samme rolleliste.

Alligevel er de originale programmer fra 91/92 noget helt særligt: De gjorde nemlig impro-teater alment kendt på landsplan i Danmark, ganske som programmet "Whose Line is it Anyway" havde gjort teatersport hvermandseje i England i slutningen af 80erne, og fortsættelsen "Whose Line is it Anyway US" skulle vise sig at gøre formen populær i USA i starten af det nye årtusinde.

Med det i mente så tænk over, hvor imponerende det er, at teatersportsgruppen Blot til Lyst startede i 1990 - omkring halvandet år før de første landsdækkende udsendelser! Ja, i det hele taget før størstedelen af os andre rigtigt vidste, hvad det overhovedet gik ud på, det der mystiske noget med improvisation. Og hvad endnu mere imponerende er: de er i gang endnu.

Ja, ok, det er det originale hold fra "Så Hatten Passer" egentlig også - i forbindelse med årstallene her i bloggen var jeg ved at læse op om dem på nettet. Der fandt jeg ud af, at man kan hyre alle seks personer fra det gamle hold til at komme ud og optræde i halvanden time... for 60.000! Til sammenligning kostede Blot Til Lysts seneste show "Back to Basement" minus ti kroner (læg en tier og få tyve tilbage), og det var... "alle pengene værd" er vel egentlig ikke det mest rammende udtryk, omstændighederne taget i betragtning. Men det var rigtigt godt!

Man kunne sikkert skrive en masse om de teknikker, som Blot til Lyst bruger i deres optræden, og der er ingen tvivl om, at de kan deres kram, og at de er fantastisk dygtige. Men der var især én ting, jeg var ret vild med, nemlig deres struktur.

Konceptet for deres show var "absolut intet planlagt på forhånd, heller ikke de forskellige discipliner." Alligevel virkede det struktureret og målrettet, og jeg har tænkt en del over, hvordan det kan være. Jeg tror, at dette er grunden: I stedet for fri association og overlappende scener - som dåser med forskelligfarvet maling kastet ud over et lærred - blev den ene disciplin her afløst af den anden, scene efter scene, i en pæn perlerække. Disciplinerne måtte altså pænt vente på hinanden, hvilket gav en god afgrænsning for os som publikum, alt imens energien blev holdt oppe, fordi scenerne kom så hurtigt efter hinanden. Det svarer for os i Dramasjang til, at vi - i stedet for at vente på nogen der siger, at "nu skal vi lave det her" - bare spontant går i gang med en ny leg.

Ikke at det nødvendigvis er vejen frem for os Dramasjang-folk, men jeg tror helt sikkert på, at vi også ville være i stand til det. Måske skal der, som del af vores mission om at blive spillet godt sammen, ikke bare fokuseres på hvordan vi spiller scenerne (følelser, status, dialog, definering af person, sted og formål), hvorfor vi spiller scenerne (handling, konflikt, forløsning, struktur) - men også hvornår.

Ja ja, "hvornår" er jo hver tirsdag hos Joachim og Mie :) Jeg bør nok forklare min inddeling bedre: "Hvordan" er de redskaber, vi har at gøre godt med, altså byggestenene. "Hvorfor" er det, som bliver skabt i scenen, altså det, som udgør scenens berettigelse. Og "hvornår", ja, "hvornår" er den sværeste, i hvert fald for mig. Det omhandler timing; hvornår scenerne skal afsluttes, hvornår man skal hoppe ind, hvornår man skal genintroducere, osv. Vi er så småt ved at fokusere på det allerede, og jeg tror, at det bliver næste naturlige skridt for at få os spillet endnu mere sammen.

"Hvornår" omhandler også, hvornår man skal bruge sine redskaber. Jeg ved f.eks. med mig selv, at jeg ofte kommer til kun at fokusere på, hvad der nu lige er aftenens tema. Hvis det f.eks. handler om følelser en bestemt aften, kan jeg sagtens komme til at glemme, at jeg også skal bruge det, jeg lærte om konflikt ugen før eller om status for syv gange siden.

Misforstå mig ikke. Jeg er rigtig glad for den måde, vi øver på. Vi skiftes til at stå for tingene og smager på forskellige discipliner og fokuspunkter hen af vejen. Det gør gruppen til Vores Allesammens Gruppe, og det er en dejlig fornemmelse. Det, jeg mener, er, at hver øvegang er som en ballon - men nogle gange glemmer jeg, at jeg i stedet for at gå rundt med én ballon kan gå rundt med en hel vifte. Det er sådan noget, som fokus på "hvornår" kan hjælpe med.

Og med det sagt kommer jeg endnu engang til at tænke på Blot til Lyst. Hvorfor er de så gode?

Fordi de har samlet alle ballonerne.

Hyldest til impro!

...men min mor vidste ikke, hvad det er. Jeg håber, det siden er lykkedes mig at forklare det til hende, men da hun første gang hørte ordene "teater-sport", blev hun rigtig glad, fordi hendes søn endelig var begyndt at dyrke noget sport. Og fair nok - der indgår da også en masse fysisk aktivitet i teatersport, det er en holdaktivitet, og man kan komme til DM i det, hvis man er rigtig dygtig og træner nok.

Hun vidste som sagt ikke, hvad det var, men... vidste jeg det? -"Tjo, det handler om, at en gruppe mennesker, der har øvet sig, stiller sig op på en scene uden manuskript og spiller scener, som er styret af input af publikum." Jeg syntes selv, at det var ret punktligt beskrevet, og - tro det muligt eller ej grundet min ringe højde - min positur voksede lige en halv centimeter af stolthed. -"Hvorfor?" spurgte hun så nysgerrigt. "...altså hvorfor stiller I jer op på en scene uden manuskript og gør alle de ting der?" -"Øh", svarede jeg undvigende, "det er lidt ligesom med det der Hatten Rundt", hvorefter jeg hastigt forlod min mors køkken for at spille klaver, læse en bog, eller hvad nu end er, små asiater laver.

Hvorfor vi laver impro? Hvorfor? Jeg har sidenhen fundet et svar - et ganske godt et, synes jeg, men faktisk er spørgsmålet også rigtigt godt. Jeg kan sagtens forstå, hvorfor min mor spørger, for det vi laver, er noget helt unikt. Det er så unikt, at antallet af aktive teatersportsgrupper i hele Jylland - i hvert fald så vidt jeg ved - kan tælles på én hånd, og antallet af grupper i hele landet kan tælles på to. (Til sammenligning er der alene i Århus over 50 forskellige korgrupper.) Teatersport er så unikt at det tog os i Dramasjang næsten to år at finde hinanden og danne en egentlig gruppe. Og ja, det er så unikt, at man nogle gange bliver stillet spørgsmålet: Hvorfor?

Nogle folk, jeg har mødt, stiller deres "hvorfor" som skeptiske, mulige tilskuere. "hvorfor er det overhovedet interessant at se, at folk står og finder på ting på stedet?" Jeg synes, det bedste svar er: Fordi vi sådan rigtigt kan. Det er da også lidt af et talent, ikke? Nogle folk kan junglere med brændende fakler, trylle tigere væk, udøve sport på højt plan, recitere Shakespeare som det mest naturlige i verden eller synge, så det går lige ind i sjælen. Det, vi kan, er at fortælle interessante, underholdende og sammenhængende historier på scenen med hjælp fra publikum og uden på forhånd at aftale noget med hinanden. Det er især samspillet, som gør det værd at se på, for kunsten er, at det naturligvis ikke kun er én person, der improviserer - det handler om flere mennesker på en gang, hvis ideer og indfald væver sig ind og ud mellem hinanden og danner den fortælling, som vi er fælles med publikum om at opføre.

Og heri ligger i hvert fald noget af det svar, som jeg skulle have givet min mor - vi laver impro fordi det føles "Stort" - med stort S og helst med et af de der gammeldags kæmpe bogstaver, man ser i begyndelsen af hvert nyt kapitel i gamle bøger. Det er lidt samme følelse, som når et band afholder jam-session, og man med ét kan mærke, at hver enkelt persons medvirken går op i en højere enhed. Det er spontan, fælles kreativitet.

"Fælles kreativitet" er en lidt speciel sammensætning af ord, fordi kreativiteten for det meste er ens helt egen. Hvad enten man skriver, komponerer, tegner, designer, former, bygger eller laver mad, så er man langt hen af vejen alene - eller i hvert fald enige - om den kreative retning - og det er først senere, at andre involveres i det. Ikke et ondt ord om det. Sådan fungerer det som regel bedst, for det dur selvfølgelig ikke, at der - midt i at man er ved at lave suppe - kommer et eller andet forstyrret individ hen til en og siger, "lad os komme noget husblas i og prøve at lave det til budding".

Det dur til gengæld i teatersport og andre former for improvisation, for det er vores højeste pligt at sige ja til ideerne. Suppen er måske ødelagt, men det er scenen langt fra. Det er sikkert ikke den retning, man originalt havde forestillet sig, at historien skulle gå, men det er Det Vi Kan - ny retning, tænk hurtigt! Det er som sagt meget få former for kreativ udfoldelse ud over improvisation, som bliver til på denne fælles måde, men det er også denne udfordring, som er med til at gøre det så spændende.

Sidst, men ikke mindst, er der noget socialt i det. Ikke kun i den førnævnte fælles kreativitet, men også bare det at øve overfor hinanden og lave noget, som mange andre måske ville synes er en smule grænseoverskridende. Bare det at optræde kan få nogle folk til at krumme tæer. Og her optræder man endda uden idé, uden sikkerhedsnet og ofte helt overlagt til hinandens skøre indfald. Det kræver åbenhed, tillid og kendskab til hinandens stærke og svage sider.

Nu lyder det måske, som om jeg prøver at gøre teatersport til noget elitært, men det er det bestemt ikke: Alle kan være med! Som med alt andet er det sådan, at jo mere man laver af det, desto bedre bliver man. Det handler om at kunne sige ja og om at bruge fantasien - ikke kun ens egen, men også andres. Det handler om at lege, om at finde på kreative ting, tage udfordringen op og om have det sjovt sammen.

Hvorfor går vi til impro? Der er svaret! - i hvert fald for mit vedkommende.

Faktisk så... næste gang, nogen spørger mig om hvorfor, vil jeg sige lige præcis alt det her. Nå ja, det er måske lidt langt sådan lige at fyre af, men så kan jeg trods alt tage at henvise til denne her blog.

Det kunne jeg jo ikke før.